Galleri EKANDER


 

 

 

Tupilykker er små fantasifulde bronzefigurer med hver deres personlighed. Hver figur har livskraft og lykkebringende styrke, som de forhåbentlig kan give videre til omgivelserne. De første tupilykker kom til verden marts 2010 – siden er skaren vokset nærmest dag for dag, og så længe jeg synes, det er sjovt at finde på nye typer, vokser familien. Alle tupilykker er unika.

 

 

Tupilykkerne er inspireret af de Grønlandske tupilakker. Gennem mine mange rejser til Grønland er jeg faldet for de skønne og frygtindgydende tupilakker. Oprindelig var tupilakken ulykkesdyr, som blev lavet af folk, som var kyndige i trolddom. Ved hjælp af disse tupilakker bragte de sygdom og død over de medmennesker, de bar nag til. Tupilakken kan optræde i mange former, men kan kun ombringe det menneske, det er udset til af skaberen. 

 

Viser det sig at offeret er stærkere til trolddom end skaberen, vender tupilakken sig mod skaberen og æder vedkommende. Derfor var det forbundet med den største risiko at skabe en tupilak. I dag laves tupilakker af kunstnere, og det er helt uden risiko at have de skønne væsner stående.

Det er forbundet med stor glæde og forundring, at skabe tupilakkernes artsfæller  - tupilykker i blød voks og mange arbejdsgange senere, få dem til at fylde deres plads ud på det sorte skiffer, glas, sten eller den smukke regnbuejaspis.

Jeg håber de vil bringe lykke og glæde, hvor de kommer frem.             

 

Bente Ekander